Jeg troede aldrig jeg skulle opleve dette. Der har være tåretræer i min familie i mange mange år, men alligevel har jeg aldrig set dem blomstre. Den ene af mine knolde var efterhånden blevet ret stor, så jeg håbede da lidt, at det ville ske på et tidspunkt.
Helt tilfældigt fik jeg kigget til knoldene her forrige søndag. De står i en lille kasse i mit tøjskab og kommer ellers først ud og bliver pottet hen i april måned, men jeg fik altså set, at der var en lang stængel på den store knold, den var næsten 1 meter og endte i en mørk rød spids.
Jeg fik taget den ud og plantet den i en potte og gik så og studerede den lidt. Jeg havde godt nok hørt at blomsten ikke duftede så godt og havde også fortalt det til min mand. Heldigvis, for om onsdagen kom han hjem før mig, og da var den sprunget ud og stank helt vildt dårligt. Hvis jeg ikke havde advaret ham, havde han måske ikke lige gættet hvad det var. Planten kom ud i udestuen og så blev der ellers luftet godt ud i huset. Meget speciel plante, må man nok sige.
Efter 3-4 dage var det ikke lige så slemt, men den kommer ikke ind i stuen igen. Nu er det så spændende om den dør nu eller skal til at blomstre de næste år frem. Så er jeg da heldigvis klar.
Se også mine tre andre indlæg om Tåretræer: Tåretræer, Tåretræ, del 2 og Tåretræ, del 3