Weekend arbejde

Der er ikke så meget tid til haven pt, det bliver så hurtigt mørkt, men i sidste weekend og idag, fik jeg da alligevel lavet en del og samtidig nyder jeg også de fine farver.


Jeg fik sat hvidløgsfed i jorden. Det skal helst ske 14 dage FØR den første frost, men det er ikke nemt at forudsige, så jeg plejer at gøre det her ca. halvvejs i oktober.
Jeg har faktisk lagt dem to gange…… jeg kom til at sætte dem i et forkert bed, så jeg måtte grave dem op igen og sætte dem det rette sted, øv, men jeg har ikke så forfærdelig meget plads i køkkenhaven, og hvis jeg skal prøve at holde et nogenlunde godt sædskifte, skal tingene stå det planlagte sted.

Jeg har gravet dahliaknoldene op, og de ligger nu på et par aviser i udestuen, så de kan tørre lidt. Det var rart.

Sidste weekend fik jeg flyttet rundt på en masse planter. Terrassebedet trængte til en oprydning, så jeg har fjernet nogle morgenstjernestar og en stor aksærenpris og lidt andet forskelligt. Nu har jeg sat kvæsurt fra buxbombedet, Liriope fra potte, Boydii (lille stikling fra havetur) og en lille cotoneaster. Fra kryddercirkelbedet har jeg flyttet et par sporebaldrian til buxbombedet. Det er ret tørt, så det tror jeg er godt for den. Jeg fik også flyttet lidt af den blå staudeclematis til pæonbedet, den var ved at vokse helt ind i en lavendel.

I drivhuset blev de gamle tomat- og agurkeplanter fjernet. Det var vist også på tide, de var meget trætte, så nu har jeg ryddet lidt op og lagt frisk halm ud til vagtlerne. De nyder at komme til jorden under plantekasserne,  hvor der gemmer sig mange smådyr og jorden er også helt perfekt til støvbadning. 

Liriope, en smuk sensommerstaude

Liriope muscari ‘Ingwersen’. Den blev købt på en planteskole der var ved at lukke, som en lille græsagtig ting til ingen penge og først da jeg kom hjem, fandt jeg rigtig ud af hvad det var for en.
Det er en meget fin, tuedannende staude, der blomstrer her i september/oktober. Den er 30-40 cm høj, med slanke spir med små bitte lilla knopper op ad stænglen i toppen og den er stedsegrøn. Den minder lidt om perlehyacint.
Jeg har den i krukke, men planen er, at den snart skal ud i et af bedene.
Jeg kunne godt tænke mig nogle flere forskellige og den findes også i hvid og med forskellige bladfarver. Jeg må lidt på jagt..

Bølle og Simba snuser indgående til min Liriope.

Vintertid på forskud

For en gangs skyld har vi været før tid herhjemme. Man siger jo at sommermøblerne skal ind når vi sætter urene tilbage og går over til normaltid, og det varer jo par uger endnu, men nu havde vi lige en ekstra fridag begge to og vejret var super fint.
Så vi gik i sving i udestuen og fik rykket rundt, så det hele kunne være der.
Gyngesofaen, havemøblerne, Skærmliljerne, Pelargonierne, paletblad, en lyseblå én, ferskensalvie, ildkrone, potte med lyserød Gaura, Heliotrop og Euphorbia ‘Diamond Frost’. Alt er kommet ind på borde og bænke.
Udestuen er ikke frostfri, så hvis der kommer meget frost, flytter jeg Pelargonierne helt indenfor.
Gaura har jeg også udenfor i kontorbedet og stuebedet, men det er lidt mere usikkert om de kan overvintre, så nu er der helgarderet.

Oktober buket

Haven kan stadig byde på lidt blomster, selvom vi er midt i oktober måned og jeg elsker bare at kunne tage blomster ind og nyde dem indenfor.
Her er det blevet til en lille buket med de skønt duftende Lathyrus, kæmpeverbena, der har blomstret hele sommeren og stadig er i fuld gang, Geranium ‘Rosemoor’ er også stadig fin med de store blå blomster, dusksalvie i en dejlig lilla farve , og tilsidst Gaura i en skøn pink, den har også blomstret i fuld fart hele sommeren i sin krukke.
I dag har jeg lige flyttet Gaura fra krukken til stuebedet, så håber jeg den klarer vinteren der. Jeg har en hvid Gaura stående i kontorbedet ved siden af og den har klaret det fint et par vintre.

Pilebladet pære

Var lige i haven og fik så øje på en enkelt lille bitte pære på træet.
Jeg tror nok den er uspiselig, jeg har godt nok ikke prøvet, men det er i hvert fald tydeligt at se slægtskabet med den rigtige spisepære.

At gøre i oktober

Diverse tilbagevendende gøremål i min have:

  • Samle frø af sommerblomster og stauder.
  • Flyt de planter ind, der ikke blev flyttet ind i september.
  • Sæt hvidløg.
  • Tag ridderstjerneløg ind, stop vanding og sæt dem køligt og mørkt til januar.
  • Lykkekløver, stop vanding til februar.
  • Klivia skal hvile køligt, ca. 15 gr til ca. februar.
  • Nyd de flotte sol- op og nedgange.