Klematis hos frisør

Jeg elsker mine gruppe 3 klematis. Det er dem der blomstrer sidst på sommeren, på dette års skud. Jeg har tre stykker: ‘Warszawska Nike’, ‘Hagley hybrid’ og en ukendt meget livlig, med små lilla klokker, jeg har fået fra min kusine Helle.
Der er bare noget skønt ved at gå ud en dejlig dag i februar eller marts og give dem en god studsning ned til ca 20-30 cm. Nogen gange kan der godt være en del ret store skud allerede, men det skal bare væk alligevel, der skal nok komme masser af blomster.
Tilsidst står jeg tilbage med en stor bunke filtrede grene til komposten. Planterne får måske en skovlfuld færdig kompost om rødderne, måske først lidt senere på foråret, men så klarer de ellers resten selv. 

Kusine Helles klematis. Billedet er fra 2017, idag fylder den noget mere.

Ridderstjerner i blomst

Her er resultatet af årets potning af mine seks ridderstjerneløg.

På billedet herunder fra d. 28. februar, har de blomstret en lille uges tid. De to mor/barn løg har ikke blomstret i år. Det har nok taget for hårdt på dem at blive adskilt, men de ser ellers fine og friske ud.


Her på billede fra d. 12 marts, er det sidste løg kommet i blomst. Stænglen var på et tidspunkt væltet lidt ud over vindueskarmen, så misserne har “leget” lidt med blomsterne, derfor er de blevet lidt flosset i kanten.

Når de alle er afblomstret og det er blevet lidt varmere i vejret, kommer de udenfor og står bare med de fine grønne blade sommeren over. Når det bliver koldt, hen i oktober, sætter jeg dem i garagen til vinteropbevaring.

Klik og se hvordan det gik til, da løgene kom ud ad garagen: Årets ridderstjerner potning