Mød min frodige køkkenhave

Køkkenhaven består af tre bede ca 5 x 1,2 meter omkranset af fliser sat på højkant og flisegange.

Af grøntsager har jeg gerne kartofler, ærter, løg, persille, hvidløg og rødbeder.

Der er fastboende ribs, solbær, rabarber, asparges og en kæmpe bronzefennikel. Der er en akebia der vokser op af en stolpe. Den hører ikke rigtig til her, men den giver lidt fint skygge for noget af drivhuset. 

Der er mange selvsåede riddersporer, morgenfrue, citronmelisse, judaspenge, isop og der er diverse stiklinger og planter jeg lige har parkeret der indtil videre, feks en ligusterstikling jeg har opstammet og som nu står med en fin kugle. 

I den ene ene er køkkenhaven afgrænset af to espalierede frugttræer, et Discovery æbletræ og et Clara Friis pæretræ. I år er første år hvor der var pærer på, så det var meget spændende. Det blev dog kun til en enkelt, de andre faldt ned. 

I den anden ende ligger drivhuset, hvor jeg har lidt forskellige tomater, et par agurker, basilikum, peber og chili. I år har jeg afprøvet en mexicansk miniagurk. Læs mere i tidligere indlæg. Jeg har også prøvet melon og så har jeg jo de fire vagteldamer og deres Hansemand II gående. 

Hvert år kommer køkkenhaven til at blive lidt overvældende. Det hele kommer altid til at fylde mere end tiltænkt, så jeg dårligt kan komme igennem gangene. Jeg prøver at luge lidt ud om foråret, men jeg vil jo også gerne ha der er lidt blomster og det er godt for insekterne. 

Frodigt ser det i hvert fald ud. 

Mexicansk mini agurk indtager udestuen

Jeg har haft en sjov plante i min udestue i år. Den hedder Mexicansk miniagurk. Hele planten har en frisk, lidt citronagtig mild duft. Det er en klatreplante, og den har god fart på. Den har dækket en stor del af hjørnet i udestuen og sætter lange skud. Jeg har bare ladet den vokse løs, da jeg gerne vil ha noget der så lidt frodigt ud i udestuen. Det kan være lidt et problem, da der bliver meget varmt om dagen når der er sol på, men den har klaret det fint. Der har ikke, som lovet, været ret mange frugter, højst en fem stykker, men jeg har heller ikke beskåret den overhovedet. Den den har hele tiden været fin grøn, Men nu her sidst i september er den ved at se lidt træt ud og jeg tager den snart væk. Jeg har haft den i en selvvandende beholder med to potter sammen med en duftpelargonia, en pletter i luften og en lykkekløver. Alle har vokset fint og har haft glæde af rigeligt vand tror jeg. 

På frøposen står der:  sætter mange små ca 2 cm stribede grønne frugter der har en lidt syrlig smag. Skal knibes som en almindelig agurk dvs sideskud kappes efter 2-3 blade. Skal ha god jord og sol og varme.

Jeg har også haft nogle planter i drivhuset. Da jeg tømte potterne, var der et par tykke rødder/knolde, som jeg prøver at gemme i garagen. Jeg ved ikke om de kan overvintre, men nu prøver jeg at se hvordan det går.

En mini agurkerod

Vilde hvidløg

Hvidløgene blev høstet i starten af august og har indtil nu hængt til tørre udenfor i brændeskuret. De har en meget blandet størrelse i år. Nogle har næsten allerede delt sig i fed og nogle er meget små. Der stod nogle selvsåede sommerriddersporer og dusksalvie tæt på. Dem skulle jeg nok ha fjernet eller flyttet, men de så så fine ud da de var små. Jeg tror godt det kan være det, der har påvirket størrelsen. 

Blandede bolsjer.

Det er ellers meget nemt at dyrke hvidløg. Jeg køber et par fed eller tre i supermarkedet. Gerne økologisk og helst danske. Dem deler jeg i fed og sætter hvert fed med ca 5 cm’s mellemrum og så spidsen er dækket med jord. Jorden trykkes lidt fast omkring hvert fed, da fuglene godt kan finde på at hive dem op igen. Det siges at de skal sættes 14 dage før første frost. Det kan jo være lidt svært at vide, men ca midt oktober plejer jeg at gå igang.

Blåbær i flere farver

Lige nu er der godt gang i mine amerikanske storfrugtede blåbær, Vaccinium corymbosum. Jeg har tre buske fra 2013. De har givet mange gode bær i flere år nu. Sorterne er ‘Patriot’, ‘Chandler’ og ‘Blue Crop’. Sidste år var virkeligt det dårligste blåbærår hos mig. Det var så varmt og tørt. Det kunne de ikke lide og der var kun få, indtørrede og nærmest rosinagtige bær på buskene. Til gengæld har der været overvældende mange på i år.

Jeg har også en pink blåbær ‘Pink Lemonade’. Den blev plantet i 2017 og der var hverken blomster eller bær sidste år, men i år er der kommet nogle bær, måske en god håndfuld tror jeg og de er ganske rigtig pink. De smager ganske fint af blåbær.

Dejlige ribs

Så blev der høstet ribs igår. Jeg har en enkelt busk der står i køkkenhaven. Den giver mange dejlige, store bær. Jeg er lidt sent på den med høst i år, så en del af bærrene var faldet af eller spist af fuglene, men jeg fik plukket en god skålfuld, der var godt 1,6 kg og der er stadig bær tilbage. Jeg lavede 6 glas ribsgelé af 1 kg bær til vinterens forloren hare og resten kom i fryseren til saft eller kager.

Jeg tog en stikling af busken for nogle år siden og stak i jorden. Den var nu blevet til en lille selvstændig busk med flere grene og der var begyndt at komme bær på (ja, så jeg har faktisk lidt mere end én busk!). I foråret fik jeg gravet en af grenene fri og plantede den i en potte, så nu er det et fint, lille opstammet ribs “træ”. Desværre nåede jeg ikke at ta billede af det, før bærrene var spist af solsorten, så det må blive næste år. Jeg er spændt på om det går at overvintre det i potten til vinter, det håber jeg.

Perowskia

En af mine yndlingsplanter i haven er Perowskia, som blomster lige nu. Det er ikke en staude, men mere en busk, med oprette stængler i en dejlig lilla farve. Løvet er småt og gråligt og hele planten dufter når man rører ved den. Bierne er også fuldstændig pjattede med den. Jeg klipper den helt ned en gang i april, på samme måde som med sommerfuglebusken.

Perowskia var iøvrigt en af de få planter der klarede 2018 sommertørken fuldstændig upåvirket. Den står i Himmelbedet, som er placeret næsten midt i haven.

Tid til haven?

Ja, det er der ikke så meget af i øjeblikket. I søndags hentede vi to små røde bavianer. To drenge misser med krudt i enden. De gør det små killinger skal; de går på kattebakke, de spiser og drikker, de tæver hinanden, de udforsker alt og kan smutte ind alle vegne og så sover de så lige pludseligt med et brag.

Vi har lige sagt farvel til gamle Fie mis på 16 år. Hendes tid var kommet og hun blev sendt fint afsted. For et år siden var det hendes tvillingebror Findus, som havde levet hans liv til ende. Nu var der så pludselig alt for stille. Når man er vant til et dyr der kommer en i møde, og som altid er klar til hygge, så går der ikke lang tid, så kommer der nye små til.

Her er et stille øjeblik ovenpå en travl første dag med mange nye indtryk.

Kender I honningløg?

Honningløg kaldes også bulgarsk prydløg og hedder Nectaroscordum siculum ssp. bulgaricum. Jeg synes den er så fin alle stadier. 

Først står den med ret høje, helt indpakkede spidse knopper i lang tid. 

Så revner overfrakken og alle knopperne vælter ud og hænger nedad, udfoldet med et væld af fine klokker i grønlige/bordeaux diskrete farver. Bierne og brumbasserne elsker den og er flittigt på besøg. Sådan står den ca 2-3 uger. 

Til sidst begynder blomsterne at visne og samtidig samler de sig igen i oprejste bundter. Det er skægt at se. 

Den er fuldt hårdfør og breder sig stille og roligt. 

Hils på vagtlerne

I drivhuset går fem stk. Jumbo Vagtler og hygger. De spiser alt der kryber og kravler, også lidt af de planter de kan nå, men jeg har de fleste i forskellige plantekasser så det bliver ikke så slemt. De lægger de fineste små æg som vi nyder at spise.

Her har de lige fået en skefuld kompost med myrer i, så de holder fest. Hansemand II holder øje med tøserne, så alt går rigtigt til.