I starten af juni fik jeg sat en halv vintønde op ved kryddercirkelbedet. Der kom vand i og den holder tæt. Der skal lidt vandplanter i, men ikke fisk, og så har jeg et lille, soldrevet springvand, der også skal være der.
Før bestod kryddercirkelbedet af to brøndringe, med lidt jord imellem. Nu er tønden blevet den 3. cirkel og dermed fremkom et lille ekstra stykke jord, det kan jeg altid bruge, for mere jord er lig med flere planter. Indtil videre er der sat en Trommestik, 2 Blå salvie, Akelejefrøstjerne og Campanula punctata ‘Pink Octopus’.
Nu her i denne weekend fik jeg købt nogle vandplanter og plantet dem i en kurv og sat i vandtønden. Det blev en spiral lysesiv, en rød abeblomst og en lancet-skeblad med bittesmå,hvide blomster. De blev alle sat 15 cm dybt. Der var også en flydeplante, frøbid, med små runde åkandelignende blade.
Det er helt nyt med vand og vandplanter, så det er ret spændende om det hele overlever og bliver pænt.