Haven i december

December i år har været temmelig våd og men også ret lun i det. Der har ikke været ret mange timers sol. Til gengæld har det været perfekt vejr til at få fjernet ukrudt i, så man kunne være lidt på forkant til senere hen. Det er dog ikke blevet til så meget som jeg kunne ønske mig, men jeg fik da klippet omkring kvashegnet i går, lillejuleaftensdag, så det står fint. Før gik græsset næsten halvvejs op af hegnet og det blev lidt for vildt.

Så var der endda også lidt sol og blå himmel.

Det milde vejr kan man også se gør sig gældende på dette billede af en sommerblomst, Bacopa, der bare bliver ved. Billedet er taget slut november, men her en måned senere, er der stadig fuld gang i den. Nu har der været lidt frost og vejrudsigten lover mere kulde, så kan den nok snart ikke mere, men den har da også gjort det godt.

Adventskransen i år kommer også lige med. Den er som sædvanlig meget enkel, med mos og gran og lidt blød ene bundet på stativet og med lidt pynt på. Nisseparret er altid med. De har fået nye kroppe og nissefar har fået nyt skæg. Nissemor mangler dog lige et øje, det bliver til næste år. Der er kommet hjemmehæklede sløjfer på i år og hoptimisten har fået en ny sweater, der matcher huen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *