At klippe eller ej.

Her i januar eller februar plejer jeg at ha en lille diskussion med mig selv. At klippe eller ikke at klippe. Altså om jeg skal fjerne bladene på påskeklokkerne eller ej.
Det kan være en god ide at fjerne dem, for at undgå at overføre en svampesygdom til de nye blade og blomster, som viser sig som sorte pletter, men på den anden side ved jeg ikke helt om det er nødvendigt. En anden grund skulle være at man bedre kan se blomsterne og det er da rart nok.
I år har jeg bestemt mig til at fjerne dem. Væk med dem.

En god spand fuld.

Det var skøn søndags sol med frisk kulde og lidt sne. Påskeklokkerne er ikke så langt fremme endnu, de står alle i skygge, men jeg kan se knopperne nu.

Man skal se godt efter, men der er knopper.


Jeg kom da også lige forbi skuret hvor jeg har en potte med tulipanløg stående. De er lige netop begyndt at sende små grønne spidser op, så der er også liv. Det er Triumph tulipaner og der er 8 af hver af ‘Ronaldo’ og ‘Slawa’. 

Tulipaner på vej.

Årets ridderstjerner potning

Idag fik jeg hentet alle mine fem ridderstjerne løg ind fra vinteropholdet i garagen.
Jeg renser løgene forsigtigt for gammel jord, gamle rødder og løse skaller og så får de ny frisk jord og bliver vandet.  

Det ene store løg har lavet et babyløg. Det har vokset frem de sidste par år og bare haft blade. Nu synes jeg det er blevet tid til at det skal ha sin egen potte, så jeg skilte de to løg forsigtigt fra hinanden og plantede det lille løg for sig selv. Der var masser af fine rødder på og det bliver spændende om det blomstrer i år.

Disse tre løg har stået i en gammel bageform og er nu blevet lidt for store til at kunne være der igen i år. Så jeg nøjes med at sætte de to (og et lille bitte et), og det største løg får så sin egen potte.

Det sidste løg har hele tiden stået i en glaspotte, og det fortsætter det med.

Så er alle løg på plads i vindueskarmen. Det var skønt at få lidt jord under neglene igen og jeg glæder mig til at se de fine store blomster.

Dette var et af mine tilbagevendende gøremål for januar måned. Se evt. her hvad jeg ellers har af andre planer for denne måned.



Sne

Jamen, så kom der da lige lidt sne i haven. De to røde lyn har ikke oplevet den slags vejr før, så de var vist lidt overraskede, men efter at have snuset lidt og hoppet lidt, blev det alligevel til et par løbeture hen over græsset.

Jeg fik ikke lavet meget udenfor i denne weekend, men jeg fik set et par gamle udsendelser af Gardeners World med engelske Monty Don. Det bliver i øjeblikket sendt på TV2 fri og det er altid hyggeligt at se.

Koldt vin klip og rundtur

Idag fik jeg ordnet et af mine sidst-i-december gøremål, nemlig at få beskåret min vin. Det er en ‘Fragola’ og jeg købte den som en lille stikling i 2016 på et havebesøg.
Der har været et par enkelte klaser før og i sommers kom der hele 5 klaser, fine grønne druer.
Det er nu ikke en kæmpesucces. Skallen er lige lidt rigelig tyk og smagen ikke helt så sød, som jeg kunne tænke mig, så lige nu er jeg slet ikke sikker på om jeg beholder den.
Det kan også være jeg bare flytter den, måske til en krukke, bare fordi den har flotte blade og stamme (og jeg hader at smide noget levende ud). Nu må vi se.

Jeg fik også gået en lynhurtig runde i haven. Der kom et lille bitte sol-agtigt lys i horisonten og det var faktisk også næsten helt vindstille, men pivkoldt. 

Perfekt fejevejr

Det var simpelthen så mildt i vejret idag, så jeg måtte ud og lave lidt i haven.
Jeg fik fejet en god bunke blade sammen. Det er troldhassel busken, der har smidt alle de store krøllede blade. De gavner bedre inde i bedene rundt omkring i haven, end på fliserne. Bølle synes vist det er noget mærkeligt noget.

En dejlig bunke blade.

Forleden var det bladene fra min havehibiscus i udestuen, der blev samlet sammen.
Simba havde en fest. 

Simba synes vist det er en dårlig idé, at fjerne hans legetøj.

Tåretræ, del 3

Det er slut for tåretræerne i år. Det er lidt forskelligt hvornår de visner. Det største faldt ca. midt i oktober og resten følger lidt efter lidt.
Bladene begynder og visne og bliver helt gule og bløde. Tilsidst kan man løfte hele molevitten op og knolden ligger tilbage i potten. Jeg lader den stå og tørre helt inden jeg fjerner jorden og nogle gange er der kommet “børn”. Det er helt små knolde, der også bliver til små træer.
Jeg gemmer alle knoldene i en lille kasse i bunden af mit garderobeskab i soveværelset. Der ligger de til en gang hen i april.

Jeg har også forsøgt mig med at ha et træ stående i drivhuset, de tåler fint varmen og har faktisk også overvintret i potten derude, men mon ikke det bare er i de milde vintre, det går an?

Se også indlæggene: Tåretræer og Tåretræ, del 2 .

At gøre i december

Diverse tilbagevendende gøremål i min have:

  • Fjern frugtmumier på blommetræet.
  • Mos fra græsplænen kan fint bruges i juledekorationer.
  • Staudefrø, der skal have kulde, kan sås.
  • Læs havebøger (arm-chair-gardering).
  • Læg planer for næste år.
  • Vinens skud klippes tilbage til hovedstammen med 3-4 knopper. Sidst i december.
  • Nyd de mange indendørs hyggelige julegøremål.

Blomsterløse Klivia

Jeg har haft en Klivia i mange år. Jeg købte den på et loppemarked som en mindre stikling og den vokser også fint, og står med flotte mørkegrønne blade, men den har endnu ikke blomstret hos mig og det savner jeg at se.
Jeg har ellers læst mig til, at det skulle være en meget hårdfør og fin stueplante, der kan leve i mange år. Nu har jeg så også set, at den skal stå køligt, ca. 15 gr., for at danne blomsteranlæg og det er måske det der kniber lidt her.
Nu sætter jeg den i udestuen en måneds tid, så må vi se om der sker noget.

Klivia med flotte grønne blade, nu på vinterophold i kølig udestue. Misserne kom også lige forbi.

Vinterophold i garagen

Så er jeg færdig med garageindflytning. Garagen er frostfri, for det meste mørk, og ca. 10 grader varm.


Ridderstjerneløgene har stået udenfor hele sommeren, med flotte grønne blade, men begynder nu at se lidt trætte ud. Nogle år har jeg klippet bladene af inden de kom indenfor, men i år har jeg bare sat dem ind på en hylde i deres potter. (10. oktober). Her får de lov til at stå til ca. januar, hvor de kommer i frisk jord og ind i stuen.
Dahliaknoldene har jeg gravet op. De er også færdige og giver ikke meget mere blomst i år. Knoldene har lige ligget i udestuen og tørret lidt et par dage, så det værste jord kune rystes af og så kommer jeg dem ned i en stor murerbalje. Der ligger de fint til næste forår.
Gladiolusløgene har jeg taget op af deres potter og gravet dem op der stod i bedene. De har også lige tørret lidt og derefter lagt på hylden.

Nu er alt vist også kommet på passende vinterlogi.

At gøre i november

Diverse tilbagevendende gøremål i min have:

  • Stauder kan stadig flyttes rundt og deles.
  • Visne blade på græsplænen rives sammen. Enten fordeles de ud i bedene eller samles i en sæk, hvor de formulder.
  • Tåretræknolde kommer i garderobeskabet efterhånden som træerne visner ned.
  • Løft lidt på potter, sten og andre steder der kan gemme på snegleæg og kvas dem.
  • Nyd de mange flotte høstfarver. Det er lige nu haven og skoven står med de smukkeste farver.