Komposten driller

Jeg har altid synes det er lidt besværligt med kompost, men jeg synes også det er skørt at køre det hele væk, når nu mit haveaffald kunne blive det skønneste muld. Sådan går det bare ikke altid eller det går måske bare for langsomt? 

Jeg har en stor kegleformet beholder som jeg har haft i mange år. Jeg synes ofte det er for vådt, i hvert fald i foråret når jeg skal tømme den. Det er ret sammenpakket i bunden og i toppen er det stadig meget uomsat. Det nederste får jeg gerne lagt ud i nogle bede, men det er ikke helt som jeg ønsker. 
Jeg kommer alt haveaffald heri (undtagen ukrudt) og affald fra køkkenet (frugt og grønt, kaffegrums, teblade o.lign.)

Jeg har også to firkantede beholdere med låg, købt for et par år siden. Jeg synes ikke der er så meget omsætning i dem. Det virker for tørt altsammen. Fra vagtlerne i drivhuset kommer der en del halm. Sidste år blev det puttet i en af de firkantede. I den anden firkantede kom der lidt rester fra den store kegleformede og en masse visne blade. 

Det var nu hen i midten af april, lunt og fint, så jeg måtte igang. Den ene firkantede med halm var stadig bare halm. I den anden var der lidt godt i bunden. Sådan lidt bladmuld agtigt, så det kom i hyldebedet. I den store kegle var det megavådt og sammenpresset og ikke særlig muldet. Jeg tog det hele fra keglen og flyttede til den nu tomme firkantede og blandede med lag af halm fra den anden. Nu håber jeg så at det kan blive til noget godt til næste forår. Ellers ryger de snart ud allesammen. 

Tåretræer

En tilbagevendende begivenhed hos mig her i foråret er plantning af tåretræknolde. Tåretræ er en palmeagtig plante der fra en knold skyder en flot leopardmønstret stængel op og øverst breder tre “blade” ud. 

Navnet kommer af, at der sidder små vanddråber på bladspidserne i fugtigt vejr. Det rigtige danske navn er Leopardstilk, men jeg kan bedre lide det andet navn. 

I starten af april fik jeg så sat tåretræ knoldene i hver sin potte, 8 styk. Det var på høje tid. Der var allerede kommet de fineste lyserøde skud frem.

Om vinteren opbevarer jeg knoldene i en lille papæske med køkkenrulle over, inde i bunden af mit tøjskab. Efter plantningen skal de lige sunde sig lidt, før de kommer igang. Afhængig af størrelsen på knolden, og dermed træet, så er bladene mere eller mindre forgrenede, men altid kun tre. Den største knold jeg har, får en stængel på ca. 1 meter. En sjov plante som næsten altid har været i mit hjem. Jeg husker den fra min barndom, hvor det var min mor der plantede og passede tåretræerne.

Det er ikke en plante der duer udenfor. Bladene er ret tynde og bløde i det, så vind og regn er ikke godt. Til gengæld klarer de fint varme. Nogle af mine “træer” kommer i udestuen, som ellers kan blive ret så varm om sommeren, men det går fint. Hen på efteråret begynder bladene at hænge lidt og så visner de stille og roligt. En dag vælter stænglen omkuld og man kan forsigtigt løfte den fri fra knolden. Knolden tager jeg op af potten. Nogle gange har den dannet nye små knolde. Det hele kommer tilbage i papkassen og ind i skabet til det bliver forår igen.

Anemoner i haven

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at blive imponeret over naturens evner. De her små anemoner er dukket op imellem stolpen til tørrestativet og fliserne. Lidt derfra har jeg et bed med samme slags anemoner, så de er selvfølgelig kommet derfra. Men havde jeg nu planlagt, at jeg ville ha anemoner præcis der, er jeg ikke sikker på at det var lykkedes dels at få dem plantet men også at få dem til at gro. Jeg takker bare Moder natur og nyder synet lige udenfor mit køkkenvindue.   

Jeg har også et par andre anemoner, en med fyldt midte og en helt gul.

At gøre i april

Diverse tilbagevendende gøremål i min have:

  • Beskær og gød roser. Giv en god grundvanding, hvis det er tørt.
  • Beskær sommerfuglebusken.
  • Beskær Perowskia.
  • Beskær Lavendel.
  • Tøm kompostbeholder.
  • Sæt stikløg.
  • Pot tåretræ-knolde.
  • Gør drivhuset sommerklart.

Ugens buket uge 16

Den lilla Judaspenge, er en blomst der vokser vildt i naturen. I haven kan den godt være lidt ukrudtsagtig, den sætter rigtig mange frø, men jeg synes den er fin og nem at fjerne hvis den kommer et uønsket sted.
Lidt det samme er det med Kærmindesøster, der godt kan overtage en del plads i et bed hvis man ikke passer på, men det er også en sød forårsblomst i en skøn blå farve. 
Lungeurt har to-farvede blomster, de starter rosa og bliver senere blå og de hvidspættede blade er der hele sommeren. De kan ikke li hvis der er for tørt og bliver nemt lidt skimlet og kedelig at se på efter blomstringen, men så klipper jeg det hele af og den kommer med fine nye blade og ser godt ud igen.
Den mørk røde tulipan er en triumph tulipan, der hedder ‘Lasting Love’, 20 stk. blev sat i 2018 og de er stadig fine. Der også lige kommet en lille hvid pinselilje med, de dufter helt fantastisk.
Og så er der smukke mis Simba.

Simba kom også lige forbi, synes han mon også de dufter godt?

Ridderstjerne

Ridderstjerne blev tidligere kaldt Amaryllis og det navn hænger stadig ved, men den hedder rigtigt Hippeastrum eller på dansk Ridderstjerne. Det er en løgplante med store tragtformede blomster på høje stængler og de er mest fremme i butikkerne omkring juletid.

Mit ridderstjerneår starter i januar når jeg tager de tørre løg ind fra garagen og potter dem med ca. 1/3 af løget over jorden og vander.
Herefter får de først vand når knoppen er fremme. Der går nu ikke længe før de tykke blomsterknopper viser sig og så går det stærkt.
Når de er helt færdig med at blomstre, vokser bladene frem og hen i maj sætter jeg dem udenfor og giver lidt gødning.
I september tager jeg dem ind og stopper vanding. Når løgene er godt tørre sætter jeg dem ud i garagen og glemmer dem indtil en gang efter nytår.

Ugens buket uge 15

En lille påskebuket med lyse røde tulipaner, gule dobbelte blomster fra ranunkelbusken og helt nyudsprungne grene fra hjertetræet. Hjertetræet er et skønt træ, der står så fint lige nu, særlig når solen står og lyser gennem de nye blade med de fine åretegninger og den smukke hjertefacon.

Ugens buket uge 14

Jeg elsker alle de små blå blomster, der er i haven lige nu. Her er det alm. perlehyacint, bredbladet perlehyacint med en lyseblå top og mørkeblå næsten sorte blomster nedenunder, snepryd med den fine hvide midte og den skønne blå skilla.