Store, lilla blomster i udestuen

I udestuen blomstrer en stor gammel, lilla havehibiscus. Den stod der da vi købte huset i 2002 og da havde den allerede en tyk stamme. Den får meget sjældent vand, men henter åbenbart selv nok i dybet.
I foråret, ca. april, klipper jeg den lidt ned, ellers indtager den hele rummet.
Den starter meget tidligere med at blomstre end de udendørs havehibiscus, sådan ca. i start/midt juni. Den tror nok den bor længere sydpå. Om sommeren rammer vi også mindst 40 grader, når solen er fremme og vi ikke har åbent dørene udtil endnu, men det klarer den fint.
Nogle år har busken været hårdt angrebet af bladlus. De afgiver en klistret væske, der ikke pynter særlig meget på vores gulvtæppe. Heldigvis kan tæppet tåle vand og kan vaskes med en gulvklud, men jeg har nu været tæt på at kassere planten helt, for det var da et irriterende problem, men nu er det flere år siden den har været angrebet, så den står her stadigvæk.  

Den fylder godt.

Nu her i start juli, fjerner jeg hver dag mange mange visne blomster, de holder jo kun én dag.

1000vis af små blomster

Midt i juni sprang min kæmpeslør, Crambe cordifolia, ud. Den står i garagebedet og er et imponerende syn med sin store skærm af små, hvide blomster, som en kæmpe brudeslør.
Den har haft et lidt omskifteligt liv, fra jeg såede den tilbage i 2009 og igen i 2010 i køkkenhaven. Der blomstrede den i 2013 for første gang, men i efteråret 2014 kom den i en stor zinkbalje, da den fyldte alt for meget i køkkenhaven. Det var den vist ikke så glad for, for den gik ud.
Der har åbenbart ligget nogle rester i køkkenhaven, som jeg ikke fik med første gang, for der skød blade op igen. I 2016 gravede jeg den op igen og plantede den i garagebedet.
Den har nogle meget lange, tykke rødder, så det er selvfølgelig derfor den er lidt svær at flytte rundt på, men den fik en god gang kompost med i købet og så krydsede jeg ellers fingre for at det lykkedes.
Det lader nu også til at den er glad for stedet, i år er det første gang den blomstrer her og det er et fantastisk fint flor.

Her er den næsten lige begyndt at blomstre, 18/6.
Fuldt flor d. 23/6
Helt tæt på de smukke små blomster, der lige er udsprunget.

De mørke liljer

Der er godt gang i de asiatiske liljer lige nu. Det er den tofarvede ‘Nettys Pride’ med mørk, rødviolet midte og cremehvide spidser og så den meget mørke, næsten sorte ‘Landini’.
De blev plantet i potter og sat i drivhuset i april 2019 og senere sat ud i stuebedet, hvor de står i fuld sol. Nu står de bare og blomstrer løs og er mægtig flotte.

’Nettys Pride’

Zinkfadets ombygning

Så fik jeg ryddet op i det ene af de to zinkfade jeg har. Der stod en Geranium phaenum, ‘Spring Time’, en aksærenpris og en trekantblomst. Trekantblomsten er blevet stående og de to andre er flyttet til et andet sted.
Nu har jeg så fået plads til nogle af de små planter jeg har skaffet mig rundt omkring. Nogle har ventet i potter og andre er nogle som bare er for små til den plads hvor de stod eller rettere, naboplanterne er blevet for store.
Så nu er der: Trekantblomst, Blåøje fra terassebedet. Blåkryb, som jeg fik en bid af i en gavmild åben have, en hvidblomstrende krybende plante fra hyldebed, Geranium ‘Midnight Reiter’ fra en krukke, Porcelænsærenpris fra himmelbed fra Havegruppe Steffen og mini løvefod og Bjerg løvefod fra Havegruppe Birgit.

Kryddercirkelbedet, udvidelse med vand

I starten af juni fik jeg sat en halv vintønde op ved kryddercirkelbedet. Der kom vand i og den holder tæt. Der skal lidt vandplanter i, men ikke fisk, og så har jeg et lille, soldrevet springvand, der også skal være der.
Før bestod kryddercirkelbedet af to brøndringe, med lidt jord imellem. Nu er tønden blevet den 3. cirkel og dermed fremkom et lille ekstra stykke jord, det kan jeg altid bruge, for mere jord er lig med flere planter. Indtil videre er der sat en Trommestik, 2 Blå salvie, Akelejefrøstjerne og Campanula punctata ‘Pink Octopus’. 

Nu her i denne weekend fik jeg købt nogle vandplanter og plantet dem i en kurv og sat i vandtønden. Det blev en spiral lysesiv, en rød abeblomst og en lancet-skeblad med bittesmå,hvide blomster. De blev alle sat 15 cm dybt. Der var også en flydeplante, frøbid, med små runde åkandelignende blade.
Det er helt nyt med vand og vandplanter, så det er ret spændende om det hele overlever og bliver pænt.

I cirklen til venstre står en Rosa blåbær.
I den højre cirkel står en citrontimian, en kvæde og en sporebaldrian, der dog fylder lidt rigeligt.
Den helt nye vandtønde, med nye små vandplanter.

Den røde krukke

Jeg har fået indkøbt sommerblomster til en krukke i helt fantastisk skønne rødlige farver. Det er ikke en farve jeg har gjort så meget i før, men jeg er da helt faldet for disse blomster.
Der er en ret rødbladet Heucera, Petunia ‘Million Bells’ i lyserød, en rødorange tvillingeblomst, mørkbladet pink Gaura, pragtkærte og en Tivoliblomst med tofarvede blomster i rødorange toner.
Tivoliblomst kendte jeg ikke i forvejen. Det latinske navn er Abutilon. Jeg har også set den nævnt som klokketræ. Den skulle vist kunne overvintre indendørs. Det må jeg prøve til den tid.

Jeg synes det er blevet en rigtig flot krukke.

Dahlia og mere i bananbedet

I sidste uge fik jeg endelig sat mine dahliaknolde i bananbedet. De står og overvintrer i en stor murerspand i garagen. De havde allerede lange lyse skud, så det var ved at være på høje tid, det har bare været så koldt om natten. Nu skal de nok komme fint.
Jeg har sået lidt solsikke mix, det gjorde jeg også sidste år og det blev super flot.
Jeg fik også delt en Geranium sanguineum ‘Apfelblüte’. Den har stået i en krukke sammen med en æblemynte, men nu var det blevet for trangt for dem begge. Jeg tror den helt sart lyserøde Geranium vil passe fint rundt om den mørke hyld. 
Hylden er lige ved at blomstre for første gang, det er også spændende.

Solsikker oktober 2019

Ugens buket uge 22

Buketten i denne uge er et udvalg af storkenæb, der lige er begyndt at blomstre. Jeg har mange forskellige storkenæb, men de er ikke alle i blomst endnu.
Storkenæb har så mange gode egenskaber. De fleste af dem står med fine grønne kupler, dækker jorden godt og bare blomstrer. Når blomstringen aftager og de ligesom falder lidt ud til siderne, klipper jeg dem helt ned og ret kort efter står de grønne igen og nogle af dem blomstrer igen.

Hvid med lyserød stribe: G. oxonianum ‘Waystrode’
Lilla pink: G. x oxonianum ‘Sue Cox’
Hvid med lilla striber: G. Renardii
Lilla: G. Cantabrigiense ‘Cambridge’
Lyserød med røde striber: ukendt
Helt lyserød: G. ‘Rose Clair’

Anemoner i haven

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at blive imponeret over naturens evner. De her små anemoner er dukket op imellem stolpen til tørrestativet og fliserne. Lidt derfra har jeg et bed med samme slags anemoner, så de er selvfølgelig kommet derfra. Men havde jeg nu planlagt, at jeg ville ha anemoner præcis der, er jeg ikke sikker på at det var lykkedes dels at få dem plantet men også at få dem til at gro. Jeg takker bare Moder natur og nyder synet lige udenfor mit køkkenvindue.   

Jeg har også et par andre anemoner, en med fyldt midte og en helt gul.

Ridderstjerne

Ridderstjerne blev tidligere kaldt Amaryllis og det navn hænger stadig ved, men den hedder rigtigt Hippeastrum eller på dansk Ridderstjerne. Det er en løgplante med store tragtformede blomster på høje stængler og de er mest fremme i butikkerne omkring juletid.

Mit ridderstjerneår starter i januar når jeg tager de tørre løg ind fra garagen og potter dem med ca. 1/3 af løget over jorden og vander.
Herefter får de først vand når knoppen er fremme. Der går nu ikke længe før de tykke blomsterknopper viser sig og så går det stærkt.
Når de er helt færdig med at blomstre, vokser bladene frem og hen i maj sætter jeg dem udenfor og giver lidt gødning.
I september tager jeg dem ind og stopper vanding. Når løgene er godt tørre sætter jeg dem ud i garagen og glemmer dem indtil en gang efter nytår.