November

Der har ikke været så meget tid til haven det sidste stykke tid. Idag var jeg så lige på en runde.

Jeg kan stadig høste persille. Den har stået i potte med vandreservoir og det er gået mægtig fint. Der er stadig tomater i drivhuset, men nu er det alligevel ved at være slut.

Næste punkt på arbejdslisten må være at få ryddet op i drivhuset. Der er også agurkeplanter, der trænger til at blive fjernet.

En hvid Prydtobak jeg havde sået inde i drivhuset i foråret, har blomstret i utrolig lang tid og den dufter helt fantastisk ved aftentide. Billedet herunder er fra slut juli.

Jeg må også lige vise en ting fra køkkenhaven. Det er noget så almindeligt som Tallerkensmækker. Jeg havde så nogle i 3 potter, som jeg havde placeret ovenpå vores kvashegn. Jeg tænkte, at de kunne vælte smukt, blomstrende ned ad siderne, men de blev ved med at være noget små i det. Til gengæld havde jeg også lagt en lille række frø i køkkenhaven ved siden af ærterne og jeg skal da lige love for, at der var gang i dem. De indtog nærmest hele bedet, plus bedet ved siden af, henover ribs busken og til den anden side kom den godt op på skråningen ud mod vejen. Den bliver bare ved at blomstre og stopper nok først når frosten tager den og det er ikke sket endnu her i starten af november.

Tallerkensmækker i september