Oktober er et godt tidspunkt til at plante og rykke rundt på ting. Jeg har et bed, Buxbombedet, som var ved at blive overgroet med kærtepileurt. Det er ellers en ganske fin plante, men den fyldte bare efterhånden lidt rigeligt, så nu er det meste gravet op. Det blev til en god bunke småplanter, der blev givet videre til min haveveninde, som har masser af plads og er glad modtager af planter der er mange af, så det var godt for os begge.
Til gengæld fik jeg så plads til lidt nyt i bedet. Der er kommet en Verbena ‘Bampton’ med mørke stilke til, som jeg længe har villet ha. Jeg fik sat et par småplanter af en staudepotentil med flotte pink blomster, der havde sået sig selv rundt omkring. De passer godt til den pink Geranium ‘Sue Cox’, som står der i forvejen. En meget mørk Heucera ‘ Wild Berry’ og en hvid Jacobstige, der stod og fyldte for meget i en krukke kom også til. Der er også stadig lidt af pileurten og en masse der stod i bedet i forvejen.
Jeg har lavet en total liste over alle planterne i dette bed og alle de andre bede i haven, så jeg har lidt styr på hvad jeg har og hvor. Jeg er næsten færdig med alle listerne og man kan se dem her: Om alle mine bede