Porcelænsærenpris

Der er mange stauder i min have der blomstrer lige i starten af juni. Her er det porcelænsærenpris, Veronica gentianoides, med de helt vildt yndige, meget sart lyseblå, lidt trekantede blomster. Den har lange støvdragere og tynde, lilla striber ud fra den grønlige midte. Den står i en stor, gammel zink balje sammen med bl.a. blåøje, som her er i en hvid udgave og jeg synes de passer super sammen. 

Lige udsprunget porcelænsærenpris 1/6
Porcelænsærenpris sammen med blåøje, med de stive blågrønne blade.

Biskophat, en køn bunddække

Biskophatten, Tellima grandiflora, er virkelig skudt frem i disse dage og står med flotte friskgrønne blade og høje stængler med små blomsterklokker hele vejen deropad.
Helt nyudsprungne er blomsterne hvid/grønlige og senere kommer der en lille pink kant på hver lille blomst.
Når de er afblomstret, fjerner jeg de visne blomsterstængler. De kan rykkes fri med et friskt snuptag. Så står de grønne bladtuer tilbage og dækker fint bunden. De fleste gror i mit vildbed, som også beboes af skvalderkål, men det går fint (for begge). Jeg sørger bare for at fjerne de skvalderkål blade der dukker op over biskophattens blade.

Dejligt friskgrønne blade
De små blomster med lyserød kant.